dyrcykelbro_web.png

Debatindlæg fra Jens Harder

Aalborg kommune foreslår at vi skal bruge 530 milloner kroner af vores skattekroner over de næste 100 år, på en cykel- og gangbro fra det eksklusive nye boligkvarter Stigborgs Brygge og ind til Musikkens Hus. Stigborgs Brygge vil selv investere 100 millioner kroner, men det forventes at ejendomspriserne der stiger med 225-400 millioner kroner, som resultat af broen, så det kan man jo godt forstå at de er villige til.

I følge beregninger vil der bespares 20 millioner kroner om året på grund af kortere rejsetid til og fra arbejde. Det forventes at 9000 mennesker bruger broen dagligt, og at størstedelen er pendlere. Det giver omtrent 2000 kroner pr person i besparelse om året. Er det mindre slid på dækket der tales om? Eller er det bare transportministeriets samme mystiske regnemaskine der bruges til at retfærdiggøre motorveje landet rundt, der er på spil igen? I følge samme maskine koster det så samfundet 3,7 millioner kroner om året i øgede sundhedsudgifter, fordi folk vil cykle kortere distancer. Det lyder mere sandsynligt at de godt 20 minutter ekstra om dagen på cyklen, som den nuværende Limfjordsbro tager, kan være det der holder en oppe på den nødvendige motion for at undgå sygdomsforløb.

Jeg går ind for at mange flere skal pendle på cykel, og gør det selv hver dag mellem hjem-skole-arbejde. Jeg synes dog også at vi skal passe på vores fælles penge så godt som muligt. Stigborgs Brygge står til et afkast på 2-4 gange deres investering. Hvad får Aalborg kommune tilbage for pengene? Et varemærke og rekreativt område, men er det 100 millioner i investering og 430 millioner i drift værd? Måske kommunens andel skal genovervejes.

Jeg mener at nogle af de penge var bedre brugt på at forbedre cykelstier fra Aalborgs forstader, så det var mere attraktivt at bytte bilen med fx en el-cykel. Der er alt for mange usammenhængende eller helt ueksisterende cykelstisystemer i Aalborg kommune, specielt uden for Aalborg by.

 

Grøn hilsen

Jens Harder, byrådskandidat for Alternativet Aalborg