
Alternative, billige, og bynære økosamfund
Vi foreslår at Aalborg Kommune, i samarbejde med private aktører inden for økosamfund, proaktivt sikrer at indtil flere forsøg med billige, bynære økosamfund bliver en realitet, og at der findes en model, så de i fremtiden kan brede sig med minimal støtte fra kommunen.
Der findes en stadig større efterspørgsel på alternative boformer, hvor et lavere ressourceforbrug, og et større socialt samvær, er ønsket. Et sted hvor man selv er en aktiv del af ens fødevarer fra jord til bord. Et sted hvor man ikke hver dag lukker sig inde bag en ligusterhæk efter endt arbejdsdag, men har muligheden for at dyrke fællesskabet.
Økosamfund er samfundsmæssige eksperimentelle rum, hvor man forsøger at integrere bosætning, arbejdsplads, fritids- og kulturliv.
De fleste økosamfund i Danmark er ejer- eller andelsboliger, og utilgængelige for borgere med lave indkomster, ligesom andre boliger af denne type. Borgere med lavindkomst er trællebundet til evig huslejebetaling, mens de bedrestillede kan flytte deres penge fra lønkontoen over i murstenskontoen, og indkassere ved lejlighed. Ved at proaktivt være med til at skabe et marked, hvor priserne som udgangspunkt er lavere en standard-ejerboliger, vil vi give mange flere borgere friheden til selv at vælge deres boligtype.
Vi vil derfor søge at finde en model, der tillader og begrænser til en minimalistisk byggestil, og et minimum af byggemodning. Tænk kolonihaver med lille eget areal, men tilgengæld, med et fælleshus og tilhørende fælles køkkenhave. Området er bilfrit, med et stisystem i grus, og udover kloakering og koldt drikkevand, er husene selvforsynende med varme og strøm, selvfølgelig ved brug af de mest klimavenlige metoder.