Bilerne ud af byen

En by skal kunne nydes, af både indbyggere og besøgende. Det er svært at opnå, når stortset al pladsen i byen optages af biler, som larmer, fylder, luftforurener og udleder CO2.
Alt for mange krydser byen unødvendigt i bil, og alt for mange har en bil, selvom de sagtens kunne undvære den. Det går ud over alle andre, inklusive dem med behov for en bil.
I Alternativet har vi en vision om at få så mange biler som muligt ud af byen. Det vil give plads til dem med behov for bil, og ikke mindst flere områder til fodgængere, bedre adgangsforhold for cyklister, og mere effektiv kollektiv trafik.
Lyder det utopisk? Faktisk har man allerede gjort det i byen Gent i Belgien. Det er en by med ca. 260.000 indbyggere, altså sammenlignelig med Aalborg. Her har man lukket midtbyen helt ned for privat biltrafik, og opdelt resten af byen i zoner, som man kun kan komme imellem i bil via en ringvej. Alle andre adgange mellem disse zoner er eksklusive for fodgængere, cyklister, og bussser.
Vi mener at en lignende tilpasset model kan og bør indføres i Aalborg by. Læs mere om Gents trafikplan her.